Uldum Gademusik Festival 1. juli 2017

uldum 2017

Folkefest i Uldum i lørdags
Østjysk Avis 5. juli 2017

Traditionen tro var Uldum første lørdag i juli omdannet til Gademusik Festival
Første lørdag i juli omdannes Uldums gader traditionen tro til Uldum Gademusik Festival. 1000 musikere, sangere, dansere, gøglere, kræmmere og naturligvis masser af besøgende har nogle dejlige timer i de hyggelige rammer i Uldum. Underholdningspalettten er mangfoldig og Festivalen i Uldum vokser stadig år efter år, hvor også de optrædende fra udlandet bliver flere.
Borgmester Carsten Kissmeyer åbnede i fantastisk solskin årets festival og med udsigt til byrådsvalg, var der også i den politiske afdeling tæt pakket med bejlere til vælgernes gunst. På turen rundt i Uldums gader er der underholdning på hele 17 scener. Lune Carlsens Kim Larsen musik med Martin Jönsson på tangenterne fyldte Troubadurteltet i høj stemning, og lidt derfra croonede Michael Gustav Winckler i Venneteltet. På seniorscenen kastede Café Himmelblå fra Østbirk sig ud i visesang og på Hovedscenen leverede Horsens Bigband velklingende jazz lige i baghjulet på den lokalklingende kombination Nord for Alperne og Hovedgård Blæserne. Store kor med rungende stemmer, hvor uniformen ikke lader noget stå tilbage, giver festivalen en unik stemning. Ikke sært at publikum kommer langvejs fra og igen år efter år i stigende mængde. Ivan Pedersen trio i Kirken. Rock Nalle på hovedscenen. Erik Grip på Visescenen. Gæsterne er tvunget til prioriteringer.
Og i år med lidt mere for børnene og familierne. At vandre rundt mellem boder, scener og de righoldige tilbud til at slukke både tørsten og sulten er i sig selv en oplevelse i Uldum. Og når du når tilbage til start, kan du fortsætte på næste omgang, for i mellemtiden er musikken og underholdningen med garanti skiftet på alle scener.