Louise og tubaen. 10. januar 2018. Billede nr. 2 af 2
Går glad hjem
Louise Mogensen er 35 år og arbejder til daglig som sygeplejerske på Horsens Sygehus.
Én aften om ugen sørger hun for at have fri, så hun kan spille sammen med kollegaerne i Hovedgård Blæserne.
- Det er fantastisk, når man har været til øveaften. Man går altid glad hjem. Stressede tanker forsvinder med musikken. Nogen løber og andre strikker - jeg spiller tuba. Og fællesskabet er meget vigtigt, understreger Louise Mogensen.
Hun startede oprindeligt med at spille som 11-årig i Spiloperne, der er aspirantorkester til Hovedgård Skoleorkester.
- Der manglede en til at spille tuba, og dirigenten Anne Sofie Thykjær spurgte, om ikke det var noget for mig, så det var lidt tilfældigt, at det blev tuba. Mange har måske en drøm om at spille et bestemt instrument - sådan havde jeg det ikke, fortæller Louise Mogensen.
To år senere blev hun optaget i Hovedgård Skoleorkester, hvor hun spillede til hun blev 19 år.
Det var også her, hun mødte sin mand, der spiller trækbasun.
- Siden har jeg ikke spillet - indtil jeg i sommeren 2016 hørte Hovedgård Blæserne spille. Jeg gik hjemme på barsel og derfor spurgte jeg, om ikke de kunne bruge en på tuba. Ugen efter stod der en tuba på min trappe, fortæller hun.
Det er således kun 1½ år siden, hun igen begyndte at spille.
- Vi spiller alle sammen her i huset. Min datter på ni år spiller trompet og min søn på 12 år spiller trækbasun. De spiller begge i Spiloperne, fortæller hun.
Festligt repertoire
Louise Mogensen opfordrer alle blæsere i Hovedgård og omegn til at genoptage deres musik.
- Der er formentlig mange, der tidligere har spillet i Hovedgård Skoleorkester, men som ikke spiller mere. Vi kan sagtens bruge flere medlemmer i Hovedgård Blæserne og Nord for Alperne. Jeg er den klart yngste i orkesteret, men det tænker man ikke over til daglig, understreger Louise Mogensen.
De to harmoniorkestre Hovedgård Blæserne og Horsens Harmoniorkester Nord for Alperne har i et par år arbejdet sammen. Det er nu blevet besluttet, at de to orkestre skal fusionere.
- I praksis har vi spillet sammen i to-tre år. Det har vi gjort i al den tid, jeg har været med, siger Louise Mogensen.
Hun fortæller, at hun selv glæder sig til nytårskoncerten.
- Jeg synes, at repertoiret er festligt. Det er noget med gang i. Vi har en rigtig god blanding af jazz og rock og danske sange. Der bliver gang i den - det er årets højdepunkt, lover hun.
Udover Louise Mogensen er også den lokale sanger Hanne Hohwü med som solist. Der medvirker cancan-dansere, ligesom der er lagt op til fællessange.
Koncerten finder sted i Horsens Ny Teater kl. 19.30, og dirigent er Bjørn Bønne Christensen.
Billetter kan købes på forhånd eller ved indgangen.